Jeg får ret tit udflåd

Af pige på 15 år

Jeg får ret tit udflåd. Jeg vil mene, at det i mit tilfælde, kommer næsten hver dag, og synes faktisk det er det værste ved at være pige. Det ser gustent ud, som det ligger der i trussen, og jeg hader, når det får fat i et par kønshår.
Trods det tænker jeg mest over, hvordan en fremtidig partner vil reagere, hvis tøjet skal af, og han spotter skidtet. Ved skam godt, at det er naturligt, men jeg er ikke sikker på at drenge ved vi får det?
Tænker at det er til for at ‘rense ud’, men det kommer altså selvom jeg jo vasker mig forneden med intim-shampoo.
Er det normalt? Derudover oplevede jeg her den anden dag, at føle fugten helt gennem trusserne, og kunne mærke en vis fugtighed på buksebagen, som altså ikke var tis. Er det muligt at jeg blev ‘våd’, eller kom der bare meget udflåd på én gang? (Synes nu ikke, at det var en ophidsende situation, selvom jeg var tæt ved en jeg synes ret godt om).

Svar

Hej!

Det er helt almindeligt at få udflåd hver dag. Det er meget forskelligt fra pige til pige, hvor meget udflåd der kommer. Mængden af udflåd skifter også hos den samme pige, alt efter hvor hun er i sin cyklus, og generelt har yngre kvinder mere udflåd end ældre. Det er også helt almindeligt at opleve, at trusserne kan blive våde af udflåd, fordi der kommer en større mængde udflåd ud. Det behøver ikke at have noget at gøre med, at du var omkring en, som du godt kan lide. Du kan evt. gå med trusseindlæg i de perioder af din cyklus, hvor du oplever, at der er større mængder af udflåd. Hvis du ikke har lagt mærke til det, kan du prøve at følge din cyklus og se om der er perioder, hvor det forekommer mere.

Det er helt korrekt at udflåddet har den funktion at den fugter og renser skeden. Udflådet kommer uafhængigt om man skyller sine kønsdele med intimshampoo, da det er kroppens naturlige måde at rense skeden på og man behøver ikke gøre andet. Idet skeden er selvrensende skal man altså ikke vaske sig inde i skeden. Det er dog en god ide at skylle sine kønslæber og ydre kønsdele med lunken vand, evt med intimsæbe, hver dag.

Mange drenge ved at piger får udflåd. Hvis det ikke er en information de finder ud af gennem fx seksualundervisningen, vil de hurtigt opdage det, når de begynder at være sammen med piger. Det er en helt naturligt forekomst og altså noget både piger og drenge må acceptere som en del af deres kropslige funktioner. Drenge oplever da selv at få ufrivillige udløsninger, som også kan ses i deres underbukser, så de er ikke selv helt fremmede overfor kropslige væsker, de ikke kan kontrollere.

Har du selv et spørgsmål om krop, sex, følelser, kærester, seksualitet eller prævention kan du skrive til brevkassen på 70202281 mellem kl. 15 – 19 eller ringe eller chatte med os på Privatsnak.dk.

Skriv et svar