Ingen drenge vil være interesseret i mig

Af pige på 13 år

Jeg kunne godt tænke mig en kæreste, men siden jeg hverken er pæn, mega tynd, eller populær føler jeg at ingen drenge vil være interreseret i mig, heller ikke i fremtiden. Jeg er bange for at når jeg bliver ældre at alle mine venner har super søde kærester, hvor jeg kommer til at være jomfru resten af mit liv.
Jeg gad godt vide om drenge egentlig kun kan lige piger pga. udseende, eller om personligheden også tæller..

Svar

Hej! Drenge kan bestemt godt lige piger pga. deres personlighed. Det er da heller ikke kun pæne, tynde piger der får kærester. Måske kan det ligne det, fordi du er meget fokuseret på udseende lige nu, men du vil sikkert kunne finde en, der kan lide dig lige, som du er. Det er heller ikke alle drenge, der kan lide tynde piger fx. Alle har forskellig smag og kan lide forskellige ting ved deres partner. Nogle foretrækker fx piger som er fyldigere, eller en der ikke er vildt populær men som måske er kreativ, eller har en fed personlighed. I sidste ende bliver de fleste kærester med en, som de kan lide som person, og ikke en som bare ser ud på en bestemt måde. Den person du en dag bliver kærester med, vil kunne lide dig netop, fordi du er dig.

Mange på din alder tror, at de aldrig får en kæreste, fordi det ikke sker lige, når de har lyst til det. Det er meget almindeligt. Nogle får kærester tidligt, mens andre møder deres første kæreste senere i livet. De fleste på din alder har endnu ikke haft kærester, men er måske kun lige netop begyndt at vise interesse for andre. Så du vil sandsynligvis ikke være jomfru eller kærestefri resten af dit liv – der er masser af tid til det endnu.

Har du selv et spørgsmål om krop, sex, følelser, kærester, seksualitet eller prævention kan du skrive til brevkassen på 70202281 mellem kl. 15 – 19 eller ringe eller chatte med os på Privatsnak.dk.

Skriv et svar