Efterskole lover mere ’røv i bukserne’

Mere røv i bukserne. Det er, hvad man får som elev på Midtjysk. Skolen sætter lighedstegn mellem mere ’røv i bukserne’ og mere mod. Mod til at være den, man er. Mod til at møde nye mennesker. Mod til at prøve forskellige linjer.

30.069 elever startede på efterskole ved skolestart i skoleåret 2019/20. Det er ny rekord i efterskolernes historie. En stor del af dem har fundet deres efterskole ved at drage rundt på Efterskolernes Dag for at finde netop deres efterskole.

Nu nærmer Efterskolernes Dag sig atter, og Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm har valgt at sætte mod og personlig udvikling på dagsordenen.

– Vi sværger lidt til Pippi-doktrinen. Den ukuelige Pippi Langstrømpe siger: ‘Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg sikkert god til’. Det er en holdning, vi gerne vil fremelske, og det er der rig mulighed for, fordi vi har seks linjefag, og fordi alle elever skal prøve dem alle, siger forstander Bo Thorup. Og tilføjer:

– Vores efterskole tilbyder et fællesskab og et socialt netværk, som ikke befinder sig på nettet, men som er her og nu. Her får og giver eleverne hinanden ægte kram og skal ikke nøjes med ‘likes’ på mobilen.

•På Efterskolernes Dag 29. september er der rig mulighed for at møde elever som har fået mere ’røv i bukserne’. Her har de bidt sig fast i dagens rengøring. Foto: Midtjysk Efterskole

Visker tavlen ren

Forstanderen kalder skolen for et helle. Ikke fra undervisning og pligter, men et sted, hvor man kan udvikle sig personligt, og hvor man kan være lige præcis den, man gerne vil være.

– Man kan så at sige viske tavlen ren og lægge sit tidligere jeg bag sig. Hvis man altså har brug for det, siger forstanderen.

Søndag 29. september 2019 13:00-17:00 slår Midtjysk atter et hul i muren og inviterer alle ind på skolen. Her vil der være en festlig stemning, for Midtjysk er kendt for at levere Danmarks måske gladeste rundvisning.

Ved indgangen står ledelse, lærere og elever klar til at tage imod, og eleverne glæder sig til at vise deres skole frem. Selv om de på det tidspunkt kun har været på skolen i et par måneder, har de allerede taget skolen til sig.

 

Skriv et svar