Meget ændrer sig, når du tager på efterskole

Drømmer du om at tage på efterskole? Det kan vi godt forstå.  spurgt to efterskoleelever – Andreas og Linnea – til råds, så du kan forberede dig på de største forskelle på livet før og efter efterskolen.

Tekst: Marie Enevoldsen

BLÅ BOG

Navn: Gry Linnea Nielsen, bare kaldet Linnea
Alder: 16 år
Hjemby: Frederiksberg
Klasse: 10. c på Kastanievej Efterskole
Valgfag: Dans + Fransk, som Linnea skal have, hvis hun vil læse fransk på gymnasiet.

BLÅ BOG

Navn: Andreas Hvidberg
Alder: 16 år
Hjemby: København
Klasse: 10. c på Kastanievej Efterskole
Valgfag: Tegning + faget Værket, hvor eleverne i grupper skal lave forskellige kunstværker.

Nr. 1

Der sker hele tiden noget

Der er fuld fart over feltet på en efterskole. Især i starten. Foruden den almindelige undervisning, er der nemlig også hyggelige arrangementer, sang- og spilaftener, koncerter, udflugter og meget mere.

»Der sker altid en hel masse. Det sker bare bum-bum-bum, den ene spontane ting fører til den anden, og når dét ikke er tilfældet, så er der et eller andet stillet op, som skolen har fundet på i forvejen,« siger Andreas.

Nr. 2

Du er aldrig alene

Det her punkt hænger lidt sammen med det første. På efterskolen er der tit gang i den, så det kan være svært at finde tid til at være sig selv. Samtidig deler du værelse med en eller flere andre elever, og derfor er det en god idé at udnytte de små pauser i løbet af dagen til at være lidt alene.

»Der er virkelig mange indtryk i dagligdagen. Det havde jeg ikke tænkt over, inden jeg startede på efterskolen, for jeg kan rigtig godt lide det sociale, og jeg søger hen imod det konstant. Men det kan altså godt blive lidt for meget,« siger Andreas.

»Man vil jo gerne være den bedste version af sig selv, 24 timer i døgnet, og det er rigtig svært at gå ind og lægge sig. Det er virkelig FOMO på højeste plan. Men så må man sige til sig selv, at det er okay at tage en slapper. Det er jo mega trættende at skulle være alle steder hele tiden,« siger Linnea.

Nr. 3

I skal snakke om problemerne – hurtigst muligt

Fordi man er mange elever tæt sammen hele døgnet rundt, kan der godt opstå problemer. Måske er der nogle, der bliver uvenner – eller misforståelser kan føre til, at folk bliver kede af det. Derfor er det vigtigt, at I snakker sammen, når der kommer dårlige stemninger. På den måde får I hurtigt redt trådene ud. Det kan også være en god idé at snakke med din roomie, inden du fx pynter jeres fælles værelse med plakater eller planter fra din mor, bare så I er enige om, at det er en god idé.

»Det der med at kommunikere rigtig meget – det får man hurtigt brug for,« siger Linnea.

»Jeg var indblandet i et lille drama, hvor der var nogle rygter om mig. Men det løste vi ret hurtigt, for det gad jeg simpelthen ikke, og det sagde jeg til dem. Kommunikation er det vigtigste,« siger Andreas.

Nr. 4

Din familie er langt væk

Hvad end du vælger en efterskole, der ligger i nabo-byen eller i den anden ende af landet, vil du nok føle, at familien er langt væk i hverdagen. Og det kan godt være lidt svært. Heldigvis kan I holde kontakt på sms, chat og telefon, men du får også brug for at føle dig hjemme på efterskolen. Derfor er det en god idé at indrette dit værelse på en rar og hjemlig måde, og så skal du huske, at lærerne – og sikkert også dine nye venner – gerne vil lytte, hvis du har brug for at snakke.

»Det er også fedt, at du har en kontaktgruppe, hvor du ved, at du passer ind, og hvor du kan føle dig hjemme og tryg,« siger Linnea.

Nr. 5

Undervisningen er sjovere

På efterskolen skal du have boglige fag, som du kender dem fra folkeskolen: dansk, matematik og så videre. Men hvis det ikke er din kop the, kan du glæde dig over, at efterskolen også byder på en masse spændende valgfag – og på mange efterskoler er undervisningen generelt lidt anderledes, end du kender den fra folkeren.

»Selv de boglige fag er bedre. Man kan tydeligt mærke, at man er på en kreativ skole. I danskfaget skal vi ud og gå tur og sanse. Man kommer jo også tæt på lærerne, så det bliver meget federe at have undervisning,« siger Linnea.

»Det overgår enhver fantasi. Det er meget federe, end jeg kunne forestille mig – på alle punkter,« siger Andreas.

 

Skriv et svar