Konfirmation - Ønskerne og forventningerne

Det kan godt være at det føles som langt tid, men konfirmationen nærmer sig lige så stille hos de mange børn der i år skal konfirmeres. Forberedelserne til den store dag er efterhånden godt i gang, og hos konfirmanderne begynder mange at finde på gaveønsker. TJECK Teens tog derfor ud til Egtved Skole for at snakke med eleverne om gaveønsker og forventninger, samt en snak med nogle af dem der ikke skal konfirmeres.

Tekst: Nik Vistisen

Til at starte med blev alle elever bedt om at nævne deres 5 største ønsker til konfirmationen, og her kunne der spores gengangere hos både pigerne og drengene. Det mest populære ønske på tværs af kønnene var penge. Hos begge køn var penge det mest eftertragtede, og især på drengesiden var der ikke meget konkurrence at spore.

Drengenes ønsker varierede dog bredt. Som nævnt tidligere var penge det de fleste ønskede sig, men nogle andre ønsker blev også sneget ind. Tøj var et populært ønske, og blandt de mere anderledes ønsker var der bl.a en scooter, noget kameraudstyr, samt en 6×6 professorterning.

Hos pigerne var penge igen i top, men det var tæt efterfulgt af både smykker, samt en rejse. Flere af pigerne kunne godt tænke sig en computer eller andet elektronik, og mange ønskede sig også gavekort til bl.a Matas og H&M.

Pigernes Top 5 ønsker

  • Penge
  • Smykker
  • Rejse
  • Computer
  • Gavekort

Drengenes Top 5 ønsker

  • Penge
  • Tøj
  • Computer
  • iPhone
  • Højttaler

Maya Rønnow Bang – Skal konfirmeres

Hvorfor skal du konfirmeres?

Det er meget normalt at blive konfirmeret, og så tror jeg en smule på kristendommen.

Hvad glæder du dig mest til ved at blive konfirmeret?

Jeg glæder mig meget til festen, men jeg tror også at det er lidt specielt at være pige, for så skal man jo ud at prøve kjoler, og det glæder jeg mig også til.

Er det vigtigt at være kristen for at blive konfirmeret?

Det vil jeg sige. Jeg mener ikke at man skal blive konfirmeret hvis man ikke tror bare en lille smule på gud.

Hvad er dine gaveønsker?

Jeg er ikke sikker endnu, men jeg kunne godt tænke mig nogle penge og en højttaler. Jeg har dog ikke bestemt mig endnu

 

Olivia Lund Andersen – Skal konfirmeres

Hvorfor skal du konfirmeres?

Fordi at jeg tror på den kristne tro, og fordi at jeg gerne selv vil sige ja til gud, i stedet for at mine forældre gør det for mig.

Hvad glæder du dig mest til ved at blive konfirmeret?

Jeg glæder mig mest til det sker efter kirken. Festen og alt det der.

Hvornår mener du at man kan kalde sig kristen?

Når man er blevet konfirmeret.

Er det vigtigt at være kristen for at blive konfirmeret?

Man kan jo ikke have en anden tro og blive konfirmeret, så det er det.

Hvad er dine gaveønsker?

Penge, rejser, en computer og smykker.

Jasmin Chantell Højer Hansen – Skal ikke konfirmeres

Hvorfor skal du ikke konfirmeres?

Det er fordi at jeg er Jehovas Vidner.

Skal du noget andet i stedet for at blive konfirmeret?

Nej, det skal jeg ikke.

Hvad betyder tro for dig i hverdagen?

Den betyder meget for mig. Jeg er til møde i min kirke hver søndag og torsdag, i en sal næsten ved siden af skolen.

Ea Søndergaard – Skal ikke konfirmeres

Hvorfor skal du ikke konfirmeres?

Jeg føler ikke at jeg hører hjemme i den almindelige folkekirke, så jeg skal igennem et anderledes proces i min egen kirke, som er en slags pinsekirke, hvor man ikke skal igennem alt det der med trosbekendelsen, så det er lidt anderledes,

Er der en fest bagefter?

Jeg skal holde en fest bagefter, og det skal de andre i kirken også.

Hvad glæder du dig mest til?

Det er nok at holde festen.

Hvad er dine gaveønsker?

Det er bl.a noget udstyr til kaniner, nogle penge til en hest og hesteudstyr, og så noget tøj.

 

 

 

 

 

Skriv et svar